boost dit immunforsvar naturligt

Immunsystem

Sådan booster du dit immunforsvar naturligt - 5 gode råd

Immunforsvaret er din krops naturlige forsvar mod bakterier, infektioner og sygdomme. Hvor stærkt, immunforsvaret er, er meget individuelt, men du kan med nogle gode råd i baghånden selv gøre meget for at styrke dit immunforsvar. Kosttilskud, sunde vaner og sollys kan nemlig alle være med til at bidrage til et stærkere immunforsvar.

Hvorfor er immunforsvaret vigtigt?

Immunforsvaret er vigtigt, da det er kroppens eget "forsvarssystem" til at bekæmpe bakterier, infektioner og sygdomme. Selvom slimhinder, hud, mavesyre og kropsvæsker alle er vigtige dele af et velfungerende immunforsvar, er den vigtigste del de hvide blodlegemer. Hvide blodlegemer identificerer nemlig fremmede bakterier, infektioner og lignende, hvilket aktiverer immunsystemet, som angriber de udefrakommende bakterier, så du undgår at blive syg. Men hvis immunforsvaret fejler og ikke dræber de fremmede bakterier, ender det i sygdom som influenza, forkølelse, infektionssygdomme og lignende.

Kroppens immunforsvar er med til at bekæmpe sygdomme som influenza, forkølelse, infektionssygdomme og lignende.

Kan du forbedre immunforsvaret?

For at begrænse sandsynligheden for at blive syg er et stærkt immunforsvar derfor vigtigt. Men det er heldigvis muligt at styrke kroppens forsvar mod bakterier og infektioner helt naturligt med få ændringer i din livsstil. Noget af det, du kan gøre, er:

1. God søvn:

En god søvnrytme er vigtigt for at have et godt immunsystem. Immunforsvaret svækkes nemlig, hvis du sover dårligt over længere tid, og derfor bør du helst sove mellem 7-8 timer hver nat.

2. Stress stresser immunforsvaret:

Under stress producerer kroppen forskellige hormoner, herunder cortisol, som kan være med til at svække immunsystemet. Så selvom det kan være svært, så prøv at indrette dit liv på en måde, hvor du undgår længerevarende stress. Det er ikke kun vigtigt for dit immunforsvar, men også for dit mentale overskud og velbefindende.

3. Stop med at ryge:

Slimhinderne er en vigtig del af immunforsvaret, og er den første naturlige barriere mod infektioner. Når man ryger, ødelægger man de fine fimrehår i lungerne og slimproduktionen, hvilket svækker kroppens naturlige forsvar mod infektioner.

4. Sund mad:

En sund, nærende og varieret kost er vigtigt, da det kan give dig de mineraler og vitaminer, der er en vigtig forudsætning for et stærkt immunforsvar.

5. På med løbeskoene:

Motion ude i naturen er noget, der virkelig kan give immunforsvaret et boost. Det kan selvfølgelig være svært at finde motivationen til udendørstræning i de kolde efterårs- og vintermåneder, men du kan gøre dig selv (og dit immunforsvar!) en stor tjeneste ved blandt andet at løbe eller gå en tur. For foruden motion danner du nemlig D-vitamin i huden ved sollys, hvilket styrker immunforsvaret.

Hvad skal jeg spise for at styrke immunforsvaret?

Sunde rutiner i hverdagen er en vigtig forudsætning for at have et stærkt immunforsvar, og kosten har selvfølgelig en stor betydning for at få afdækket sit behov for mineraler, vitaminer og antioxidanter. Et par gode råd er, at du bør vælge sunde alternativer men samtidig sørge for at spise varieret, da du på den måde undgår, at det bliver for kedeligt at få dækket kroppens behov for næringsstoffer.

Men generelt er det en god idé at spise citrus, røde peberfrugter og appelsiner, der indeholder C-vitamin, som styrker dit immunforsvar. Derudover bør du spise fisk et par gange om ugen, og her er fede fisk som makrel og laks gode alternativer, da de indeholder både omega 3-fedtsyrer og selen, som begge har en indvirkning på immunforsvaret.

En sund kost er en vigtig forudsætning for, at du kan give din krop de nødvendige næringsstoffer til et sundt, naturligt immunforsvar.

Mejeriprodukter som A38 med probiotiske bakterier til at bekæmpe skadelige bakterier i tarmsystemet er også godt for immunforsvaret. Og i stedet for chokolade kan du spise lidt tørrede frugter som dadler eller abrikoser, som kan hjælpe lidt med fordøjelsen. Valnødde-, hørfrø- og rapsolie i madlavningen er også en god idé, da de er spækket med omega 3-fedtsyrer og E-vitamin, der er en vigtig forudsætning for et velfungerende immunforsvar.

Hvilke vitaminer er gode for immunforsvaret?

Selvom det er er muligt at styrke sit immunforsvar gennem livsstilsændringer, kan det i en stadig mere stressende og travl hverdag dog være svært at finde det nødvendige overskud, og her kan du med fordel tage kosttilskud for at forebygge eventuelle mangler på mineraler, vitaminer og antioxidanter.

Kosttilskud kan især være ideelle i de kolde efterårs- og vintermåneder, hvor man ikke tilbringer så meget tid udendørs, og derfor ikke får D-vitaminer ind gennem solens stråler eller motionerer så meget, som man gør i løbet af foråret eller sommeren.

Så for at give dig selv de bedste forudsætninger for et stærkt immunforsvar, kan du overveje at tage følgende tilskud:

1. Moringa med B6-vitamin

Moringa er fra naturens side spækket med B6-vitamin, calcium, fosfor og jern, antioxidanter til at give kroppen støtte til et normalt kolesterol, blodtryk, blodsukker og immunforsvar. Moringa er dermed et komplet kosttilskud til at imødekomme din krops vitamin og mineral-behov, og kan være med til at give dig de nødvendige næringsstoffer til et sundt immunforsvar året rundt.

2. D3-vitamin

D-vitamin er helt afgørende for immunforsvaret. Vitaminet er også kendt som solskinsvitaminet, da kroppen helt naturligt danner D-vitamin ved hjælp af solens stråler. Men i løbet af vinteren og efteråret kan det være svært at få den nødvendige dosis D-vitamin på naturlig vis, og derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen også, at voksne bør tage D-vitamin som et forebyggende tilskud i vinterhalvåret (oktober til april) for at undgå vitaminmangel.

3. C-vitamin

Det er vigtigt at indtage C-vitamin hver dag, da det har en afgørende betydning for flere af kroppens funktioner, herunder immunforsvaret. Kroppen kan ikke lagre C-vitamin, og derfor kan det være en god idé at indtage vitaminpiller med C-vitamin for at undgå C-vitaminmangel, der kan vise sig ved træthed, irritabilitet, hovedpine, dårlig modstandskraft, blødninger i tandkødet og dårlig sårheling. Især under stress har kroppen brug for et ekstra tilskud af C-vitamin, der har en vigtig betydning for immunforsvarets evne til at bekæmpe sygdomme, infektioner, forkølelse og lignende.

4. Ashwagandha

Stress og dårlig søvn har som tidligere nævnt en negativ effekt på immunsystemets evne til at bekæmpe infektioner, sygdomme og bakterier, og derfor kan du med fordel overveje at tage et Ashwagandha-tilskud. Studier indikerer nemlig, at Ashwaganda har stressreducerende egenskaber, og kan hjælpe med at give kroppen næringsstoffer til en normal søvnrytme, hvilket kan have en positiv effekt på dit immunforsvar.

Hvis du er blevet syg

Hvis uheldet er ude, og du er blevet syg, er det vigtigt, at du giver kroppen hvile for at lade immunforsvaret arbejde. Der er ingen videnskabelige studier, der indikerer, om C-vitamin blandt andet kan være med til at forkorte eksempelvis en forkølelse, men mange vælger dog alligevel at tage kosttilskud med C-vitamin, da de føler, at det har en positiv effekt. Ved sygdom er det derudover vigtigt, at du kontakter egen læge for at blive diagnosticeret, da han/hun de bedste forudsætninger for at vide, hvad du fejler, og om du skal have videre behandling.

Andre interessante artikler