
WeightWorld
Forskning: Kvinder med alzheimers har lavere omega3-niveauer

Morten
kristensen
10 Læsetid 10 Sep 2025
Alzheimers er en af de sygdomme, der forskes mest i verden over. Hvilket ikke er uden grund, da det er en skræmmende sygdom, der rammer omkring 3.000 nye danskere hvert år, hvoraf cirka to tredjedele er kvinder, og der findes stadig ingen kur.
Samtidig er sygdommen et mysterium, fordi forskere endnu ikke har afdækket præcis, hvorfor den opstår, eller hvordan vi kan bremse udviklingen, når den først er sat i gang.
Netop derfor investeres der enorme ressourcer i at forstå sygdommen bedre. Men som mange ved, betyder den store mængde forskning også, at medierne ofte præsenterer hurtige konklusioner og modsatrettede overskrifter. Ét studie viser, at kaffe er sundt, det næste, at det er usundt. Midt i mylderet af information er det en lettelse, når solid forskning giver os ny og pålidelig viden.
Et nyt studie fra King’s College i London har netop gjort det. Forskerne fandt en hidtil ukendt sammenhæng mellem omega-3-fedtsyrer og Alzheimers, og det viste sig især at være et fænomen hos kvinder.
Lavere omega-3 hos kvinder med Alzheimers
I alt analyserede forskerne knap 700 blodprøver fra både raske kvinder og kvinder diagnosticeret med Alzheimers. Resultatet var slående: kvinder med Alzheimers havde helt op til 20% lavere niveau af omega-3-fedtsyrer i blodet. Hos mænd fandt man derimod ikke det samme mønster.
Omega-3 er afgørende for hjernen. Fedtsyrerne fungerer nærmest som “brændstof” og er nødvendige for, at hjernen holder sig skarp og velfungerende.
Når man ikke får nok omega3, får hjernen ganske enkelt ikke den næring, den har brug for.
Med det i tankerne og forskernes opdagelse slår de nu et vigtigt slag for, at alle, men især kvinder, sørger for at få nok omega-3, helst længe inden sygdommen udvikler sig.
Hvorfor rammer Alzheimers især kvinder?
At to ud af tre Alzheimers-tilfælde rammer kvinder, er ikke tilfældigt. Forskningen peger på flere potentielle forklaringer, men hvorfor der er så stor en overvægt af kvinder, der får sygdommen, er stadig usikkert.
En vigtig faktor er, at kvinder i gennemsnit lever længere end mænd, og da risikoen for Alzheimers stiger markant med alderen, betyder det, at flere kvinder ganske enkelt rammes, fordi de når en højere alder. Men alder alene kan ikke forklare hele forskellen.
Hormoner spiller også en central rolle. Især overgangsalderen markerer et skifte, hvor niveauet af østrogen falder drastisk. Østrogen har en beskyttende effekt på hjernen, og derfor kan faldet være med til at øge risikoen for kognitiv tilbagegang og demens.
Derudover peger forskere på, at mænd og kvinders immunforsvar virker forskelligt, og at kvinders hjerner kan reagere anderledes på inflammation.
Det er netop i den sammenhæng, resultaterne fra King’s College er så interessante: de lavere omega-3-niveauer blev kun fundet hos kvinder med Alzheimers, hvilket tyder på, at køn spiller en større rolle i sygdommens udvikling, end vi hidtil har vidst.
Derfor er omega-3 vigtigt - også uden Alzheimers
Selvom forskningen endnu ikke kan konkludere, at lavt niveau af omega-3 i blodet er en direkte årsag til Alzheimers, tegner mønsteret et tydeligt billede: mangel kan være en bidragende faktor.
Derudover er det velkendt, at omega-3 generelt er godt for både hjerte og hjerne. Flere studier viser blandt andet, at voksne med høje niveauer af omega-3 klarer sig bedre i kognitive tests end dem med lave niveauer.
Det er dog vigtigt at understrege, at når først neurodegenerationen og demens er sat ind, ser ekstra omega-3 ikke ud til at kunne ændre forløbet. Derfor er timingen afgørende. Jo tidligere i livet man sørger for at få nok omega-3, desto bedre kan man understøtte hjernen på lang sigt.
Sådan får du nok omega-3
Det anbefalede daglige indtag er 250-500 mg kombineret EPA og DHA. Det får man primært ved at spise fede fisk som laks, makrel og ørred.
Hvis du ikke har råd til fisk eller det af andre årsager ikke er din livret, findes der også gode plantebaserede kilder som chiafrø, valnødder og hørfrø, men her får du især ALA, som kroppen kun delvist kan omdanne til EPA og DHA.
Derfor kan et dagligt kosttilskud være en mere praktisk løsning for alle, der gerne vil passe på hjernen allerede nu.
Mere forskning er nødvendig
Selvom resultaterne fra King’s College er lovende, er vi kun lige begyndt at forstå den komplekse sammenhæng mellem køn, kost og Alzheimers.
Forskerne understreger selv, at der stadig er brug for langt mere viden, før man kan konkludere endeligt. Hvilken rolle spiller hormonforandringer, immunforsvar og livsstil? Og hvor stor en forskel kan et højere omega-3-indtag egentlig gøre, hvis det prioriteres tidligt i livet?
Det nye fund kan dog vise sig at være starten på en helt ny retning i Alzheimers-forskningen, hvor man i højere grad ser på forskellene mellem mænd og kvinder, og på hvordan ernæring kan være en nøglefaktor i både forebyggelse og behandling.
Én ting står dog klart allerede nu: at få nok omega-3 er en overskuelig indsats, der kan gavne både hjerne, hjerte og din generelle sundhed. Og måske er det netop de små tiltag, der i fremtiden kan gøre den store forskel.

Ferien er ovre, kalenderen er fyldt igen, og du mærker det måske allerede: trætheden, koncentrationsbesværet og en uro i kroppen, som gør det svært at finde tilbage til den struktur, hverdagen kræver. De afslappede dage er byttet ud med vækkeure,...

Sara
11 Læsetid 10 Sep 2025
Mest læste artikler